At føle sig hul indeni

Som leder bliver du ofte presset fra alle sider, oppefra, nedefra og fra siden. Du udfylder en rolle, hvor der måske ikke er plads til at være den, du egentlig er, fordi du er ansat til at levere de forventede resultater. Forandringer, der kommer hurtigere presser dig på tiden. Du har for travlt til at tage foden af speederen.

Måske du også oplever at være på en brændende platform, det er ved at gå galt, så du er nødt til at gøre noget. Du får ikke taget dig ikke tid til at mærke efter, stille spørgsmål og undersøge, om der findes en anden vej, men løber bare hurtigere og hurtigere. Du bemærker måske ikke engang din egen adfærd, men overhører kroppens signaler og ser ikke, at du har fået tunnelsyn. Dit fokus er låst fast på målet, det derude, som du jagter – uanset, hvad det koster; og du gør, hvad der forventes. Du pakker dig selv, dine værdier og dit eget indre kompas væk. Du overhører det hele, fordi du tror, at målet helliger midlet – og overskrider i virkeligheden dine egne grænser.

Lyder det som en gyser? Så er det min erfaring, at det faktisk er virkelighed for mange ledere. Virkeligheden overgår desværre ofte vores vildeste fantasi, og derfor lukker vi ofte også vores hjerter og beskytter os bag et panser, fordi det er for brutalt og grusom en verden at være leder i med et åbent hjerte.

Jeg har også mærket og set, hvor ensomt det er at være leder. Leder kollegaer er måske nærmere konkurrenter, fordi vi ikke har fået skabt et trygt og tillidsfuldt rum, men er nødt til at passe på os selv hver især. Vi føler ikke helt, vi kan stole på hinanden og har i stedet flyttet fokus på det ydre. At skabe bedst mulige resultater, at gøre os uundværlige, at se bedst muligt eller at være den mest populære leder. Det kan til tider føles hult, som om vi har solgt vores sjæl for penge, selvom vi undskylder os med, at vi gør det i en større sags tjeneste.

Direktøren eller formanden der forventer, at vi er professionelle og passer vores arbejde. De hjerteløse rammer og strukturer vi arbejder i, som vi gennem mange år har vænnet os til bare er sådan. At det er spillets regler, og vi bare acceptere præmissen om, at det er sådan.

Men hvorfor? Hvem bestemmer; at vi skal gå på arbejde uden hjerte? At vi som leder skal være kyniske og hjerteløse? At vi skal holde et hjerteløst rum, som ikke rummer hele mennesker og levende organismer? Hvorfor kan vi ikke skabe en ny måde at være leder på? En måde, hvor vi både skaber plads til at være hele mennesker og til at kunne rumme hinanden? Hvor vi ikke har brug for at kontrollere, dominere og undertrykke nogen eller sider af os selv for at passe ind på arbejdsmarkedet. Hvor det ikke gælder om, hvad der råber højest, er den stærkeste eller ser bedst ud.

Tænk engang hvilken arbejdsplads, det ville skabe … Hvilke resultater der ville følge, når trivslen, glæden og kreativitet ville få lov til at folde sig ud … Og hvilke aftryk der ville sætte på menneskene og deres omgivelser …

🙏🏻Foto af Elle Cartier fra Unsplash