Lidt mere menneske

Jeg hørte første gang Tina Dickows sang i efteråret, hvor den bare ramte mig lige i hjertet. Lige der hvor jeg var på det tidspunkt. Tårerne trillede ned ad kinderne alt imens jeg dansede til sangen og vidste, at næste gang jeg ville være i dette rum med disse mennesker, ville jeg have sagt farvel til en meget kær ven, som har fulgt mig gennem mange år.

”Når vi ses igen skal vi røre hinanden
Jeg er forandret hvordan skal jeg sige det?
Jeg’ nok lidt mere menneske
Lidt mindre maskine”*

Siden da har jeg hørt sangen mange gange, og hver gang rammer den mig med sin ærlighed, naturlighed og sårbarhed. Jeg føler mig lige så set, som jeg gjorde første gang, da jeg hørte den. Jeg synes, den indkapsler det mest essentielle her i livet på en smuk måde – nemlig at vi først og fremmest er mennesker. Gennem vores liv møder vi alle op og nedture; sorg og lidelse samt kærlighed og glæde. Vi har alle hver vores vej at gå, og alligevel er der så meget genkendelse og spejling at hente hos hinanden, hvis blot vi åbner op.

Personligt er jeg ikke mere er den samme, som jeg var engang. Jeg mærker, at det vi bruger vores liv og vores tid på skal betyde noget og give mening. Arbejdslivet skal give mening og næring på et dybere plan, ellers kan vi lige så godt ansætte robotter og bruge kunstig intelligens. Livet er så kostbart, og hver af os er unikke og har noget helt særligt at bidrage med, lad os skabe rum for, at vi kan folde det ud, fremfor at vi bekriger og udkonkurrerer hinanden.

Med vores hjerter, vores medmenneskelighed, kærlighed og medfølelse, har vi evnen til at røre hinanden og at blive berørt. Vores sårbarhed, vores svagheder, vores sensitivitet er alt sammen også styrker og en del af det at være menneske. Alt det vi ikke taler om, og den professionelle uniform som vi tager på, når vi går på arbejde er med til at holde os alle sammen i en spændetrøje, som i virkeligheden ikke giver meget plads til at trækket vejret frit. Fremfor at gå og pakke os ind, så lad os skabe rum for, at vi kan folde os ud og opdage vores sande udtryk.

Vi er ikke kun vores hoved, vores mentale felt, men har også en krop og en sjæl, og vores fulde potentiale folder sig ud, når alle tre dele smelter sammen og bliver til en helhed. Så hvorfor nøjes med kun at bruge hovedet, når vi er på arbejde? Hvorfor have mere travlt med at tale fremfor at være stille og lytte indad?

Så hvad nu hvis:

…vi skaber arbejdspladser, hvor vi faktisk kan møde op som hele mennesker?

.. lederskab handler om at skabe nærende rum for os selv og hinanden?

.. vi tillader os selv og hinanden at være de frie væsener vi er skabt til at være?