Det frie valg

I weekenden havde vi besøg af et par gode venner. Vi kom til at tale om Trump, som en overgangsfigur, der har en vigtig rolle i at bryde gamle usunde systemer ned. Det førte til den sindssyge verden, som vi mennesker har skabt, hvor få mennesker tjener mange penge på at fremstille våben, som vi kan bekrige hinanden med og skabe død og lidelse for så mange. Og til vores erhvervs- og arbejdsliv, hvor vi har skabt store systemer, som skal optimere processer for at sikre effektivitet, men som ikke længere giver mening for mennesker. Hvor vi bruger flere ressourcer på at drive systemerne, end på rent faktisk at skabe værdi for mennesker; og hvor vi mennesker til tider er nødt til at resignere for at kunne arbejde under de givne rammer. Og hvordan vi bliver syge af at være en del af et usundt arbejdsmiljø, hvor systemerne vægter højere end menneskene, og vi ikke har plads til at være hele mennesker.

Heldigvis kunne vi se det groteske og det sjove i det, alligevel fik det mig efterfølgende til at tænke på, hvorfor vi mennesker bliver ved med at være en del af noget og vedligeholde noget, som ikke giver mening for os? Hvorfor gør vi os mindre ved at resignere, når vi nu inderst inde godt ved, at det vi har gang i ikke giver mening, og vi burde gøre noget andet?

Det får mig til at tænke på gruppedynamik og frygt. Frygten for at stå udenfor gruppen og frygten for at stå uden et arbejde, som helt naturligt får os til at blive magelige og fører til stagnation eller afvikling. Vi får ikke sat spørgsmålstegn eller sagt fra, men trækker os og gør, hvad der skal gøres. Gruppedynamikken, som helt naturligt får os til at rette ind og ikke gøre os ”ud-til-bens” ved at stille kritiske spørgsmål eller sige fra. På den måde lykkes det få mennesker at få lov til at styre flertallet.

Jeg har selv oplevet at være fanget i en gruppedynamik, hvor jeg ikke fik sagt fra i tide, men bare blev en del af det tavse flertal, og overværede, hvordan én fik lov til at styre og dominere en hel gruppe ved at lade det gå ud over en enkelt person. Jeg husker stadig, hvor ekstrem ubehageligt det var at overvære, og samtidig, hvor skamfuldt jeg følte mig bagefter over, at jeg ikke havde sagt fra undervejs, men bare lod stå til. Det lærte mig noget om, at vi mennesker altid har et frit valg – og det er aldrig for sent at sige fra.

Vi har altid mulighed for at sige ”ja tak” eller ”nej tak” og være bevidst om, hvad vi ønsker at være en del af, og hvad vi ikke ønsker at være en del af. Blive bevidst om, at hver eneste valg vi tager, har en konsekvens – også de valg, som vi ikke tager. Gennem vores handlinger og mangel på samme giver vi næring; så hvad er det for en verden, vi er med til at skabe for os selv og hinanden? Og hvad er det for hjerteløse og meningsløse rum, vi er med til at vedligeholde, når vi resignerer og accepterer bare at være en ressource i det store hjul?

Jeg vil elske at høre fra dig, hvis du har lyst til at dele, hvad dette vækker i dig.

🙏🏻 foto af LARIVE Frankie fra Unsplash