Krop, hoved og hjerte følges ad
30. november 2024

I 10. afsnit af Med hjertet på arbejde har jeg besøg af Nadja Broberg, som er indehaver af https://krophovedhjerte.dk og Body SDS behandler. Vi taler om hendes egen rejse fra at have været folkeskolelærer i 18 år til at ydre forandringer pressede hende – gennem Body SDS får hun vækket sin krop og finder en ny måde at være med hjertet på arbejde, nemlig som selvstændig.
Vi taler om kroppens intelligens, at kroppen husker, og kroppen taler. At vores sytem med krop, hoved og hjerte hænger sammen. At hovedet kan synes noget, vi kan mentalt være bevidste, og alligevel kan følelsen og den fysiske fornemmelse i kroppen stadig dukke op, selvom vi synes, at vi længe er videre.
VI taler om at blive bragt op i to forskellige kulturer, gerne ville gøre det rigtige, blive til noget og præstere. Om at kunne mærke, hvordan andre har det. Om at have sit hjerte med på arbejde i 18 år som folkeskolelærer og om at komme ind under huden på hinanden. Om at sætte aftryk og have børn og unge til låns og kunne slippe, når de skulle videre. Om at skabe et rum sammen og skabe dybe forbindelser – samt have tid til restitution.
Vi taler om ydre forandringer, som presser os væk fra vores kerne. Om at blive taget af livet og miste sig selv. Om at lytte til vores indre stemme og ikke bare gøre det, som vi bør. At det er det indre, som vi skal styre efter og ikke det ydre, som vi skal tilpasse os ind i. Om at ville gøre en forskel for mennesker og finde en ny vej at udleve det på. Body SDS som rører ved noget inde i kroppen. Panseret, som bliver rusket og hovedet, der ikke kan forstå det. Om at finde tilbage til sig selv og sit nærvær, og kunne se mere klart, skabe lys og klarhed med det, som vi oprindelig er kommet med. Om at bringe hele sig selv i spil og gøre værktøjerne til sine egne. At bringe sit hjerte i spil, og dermed gøre det større end værktøjerne og uddannelserne. Om tålmodighed, at åbne forsigtigt op, og skridt for skridt mærke, at det er den rigtige vej. Og opdage, at når vi er nærværende med det der er, så er livet magisk og flyder naturligt og let.
Vi taler også om det at blive mor, hvor det er vigtigt, at vi husker os selv og lærer at være mor for os selv. Om overgangsalderen som en gave, der opdaterer os til den næste fase i livet. Om at kunne slippe det, der skal slippes og kunne rumme det, der er. At indrette os i vores liv og arbejdsliv, så vi kan være nærværende med os selv. Om at finde balancen i livet, så vi kan have os selv med og være hele mennesker.
Det er en dejlig livsbekræftende samtale om lys og kærlighed – til os selv, hinanden og livet.
"I vores søgen efter balance og visdom finder vi trivsel og frihed."








