At tage sin kraft tilbage

I dette afsnit af podcast serien ”Med hjertet på arbejde” er jeg på besøg hos Mikkel Bache, 52 år og far til 2 drenge på 16 og 19 år. Mikkel har arbejdet med fotografi og været selvstændig i over 27 år.

Da han er 11 år får han sit første kamera af sin far, og det bliver hans vej i livet. Lige indtil, hans system ikke kan klare mere i 2016-17, og han har en oplevelse af, at han bare forsvinder og bliver opløst. Det bliver starten på en tung lærerejse, som han i dag ikke ville have været foruden.

Han har været nede i sit eget mørke og oplevet sider af sig selv, som han ikke troede, han besad. Han har i en lang periode følt, at han ikke kunne arbejde mere, været helt tom, ikke haft nogen billeder indeni og haft lyst til at slippe kameraet. Det blev tydeligt for ham, at han så sin egen pris og værdi så lav, at han skulle gøre en masse for at få lov til at være her. Han har følt, at der var mange, som var meget bedre end ham, så han har knoklet hårdt for at bevise sit værd og overpræsteret. Selvom folk har rost ham, så har han ikke kunne høre det og tage imod det. Ingen har nogensinde gjort ham noget som helst. Det handlede om, at han ikke kunne mærke sig selv, så han søgte anerkendelse i det ydre.

I starten søgte han opadtil, spirituelt, for så at opdage, hvor disconnected han var til sin krop – og dermed alle kroppe. Det førte ham i en ny retning, hvor han gik på opdagelse i kroppen, mærkede en nysgerrighed på mandekroppen, og det at være i mandefællesskaber for: “Hvad vil det egentlig sige at være en mand?” I mødet med andre mænd oplever han, at han hører til i den mere bløde ende, og når han tør være sårbar sammen med andre mænd, udtrykke sig og lade tårerne trille, så åbner han også op andre. Det har ændret hans liv radikalt, og hvordan det at elske sig selv er altafgørende for at kunne være noget for andre. Vi har brug for hinanden, men vi har allermest brug for os selv.

I takt med at han har rejst sig op, oplever han, at hans vingefang også bliver større. Vi taler om, hvorfor og hvordan vi giver vores kraft væk – og om, hvordan vi kan tage den tilbage igen, bid for bid. Mikkel fortæller om, hvordan en dragning mod Sevilla og tyrefægterarenaen har vist sig at åbne op for noget nyt, og langsomt er der ved at komme et sprog for det, som han nu er ved at være klar til at udkomme med. Mødet med tyren bliver også mødet med sin egen kraft. Afslutningsvis minder han os om, at tilstedeværelsen og sanseligheden i vores egen krop er vigtig – ligesom tilliden til, at vi kan føle mere og mere skønhed, når vi finder modet til at åbne op.