Stå stærkt i stormen
18. juni 2026

I dette afsnit af podcast serien ”Med hjertet på arbejde” er jeg på besøg hos Simon Krohn, der er yogalærer og har undervist i yoga, meditation og vejrtrækningsteknikker i over 25 år. Han har en cand.mag. i filosofi med speciale i indisk filosofi, har efteruddannet sig i kropsterapi, har skrevet 3 bøger – senest ”Stå stærkt i stormen” og skabt firmaet, MindYourself. Simon er 50 år, gift med Clara og har 2 børn på hhv. 6 og 10 år samt en hundehvalp.
Som én af de få, er det lykkes ham at gøre yoga til sin levevej, og den har foldet sig ud for ham i takt med, at han er gået vejen. Allerede tidligt i livet mødte han yogaen og startede med lave udgifter, så han havde ikke noget økonomisk pres, men stille og roligt kunne bygge det op. De sidste 5-7 år har hans fokus været at støtte mennesker, der er pressede, med simple, effektive teknikker og har været en del af psykiatrien, som har sporet ham ind på sundsfaglige aspekter og projekter.
Vi taler om, hvad vi selv kan gøre for at stå stærkt i stormen, fordi vores kognition er noget af det første, vi mister kontrollen over, når vi er i affekt. Sindet bliver overtaget af alarmstemningen, og når vi har det svært, kan vi hurtigt føle os små, sårbare og se verden, som et farligt sted. Derimod har vi langt bedre motorisk kontrol over vores krop, så derfor er kroppen en mere lempelig og lettere vej, når vi har det svært. Gennem teknik og enkle øvelser kan vi slippe spændinger i kroppen og dermed minde reptilhjernen om, at vi er stærk, har kræfter og kan stå imod, så reptilhjernen kan reducere uroen.
Simon deler hans egne erfaringer med at stå i stormen og være i undtagelsestilstand, hvor han i en periode skulle bære familien på sine skuldre og ikke måtte blive syg, men skulle stå stærkt. Han var på det tidspunkt begyndt at skrive bogen, så han tog sin egen medicin og lavede de teknikker og det lille program, som han skriver om i bogen. Han gjorde det til en del af sin arbejdsdag og var nødt til at være effektiv og klare sit arbejde på færre timer. Gennem sin egen praksis lykkes han med at ventilere og lukke overtryk ud hver dag, så han undgik at akkumulere anspændelse og uro. Ubehaget blev reduceret og gjorde, at han kunne holde ud i lang tid.
Vi taler om, at vores almindelige undgåelsesadfærd med at gøre os travle for at skærme os mod ubehaget og mørket, bliver som er et fængsel i et primitivt forsøg på at passe på os selv. Hvis vi derimod øver os i at give slip, miste og gå ind i mørket, så bortfalder behovet for den undgåelsesadfærd, og vi oplever en kæmpe frihed. Simon deler sin viden om indiske filosofi og den cykliske måde at tilgå livet på, som understreger, at mørket, tabet, kaos, sorg og smerte er uundgåeligt, så når vi åbner os for forfaldet, tabet og kan være med det, er det faktisk utrolig livgivende. Afslutningsvis minder Simon os om, at teknikkerne kan hjælpe os til at rumme at have det, som vi har det – og at det ikke handler om at skulle et andet sted hen.
"I vores søgen efter balance og visdom finder vi trivsel og frihed."









