Når sorgen ikke har plads
22. oktober 2026

Hvad gør vi med sorgen, når vi mister et dyr, vi elsker? Og hvorfor kan det stadig være så svært for omverdenen at forstå, hvor dybt det tab kan ramme?
I dette afsnit af Med hjertet på arbejde besøger jeg Birgitte Langvad, der er holistisk dyrlæge og forfatter til bogen Sorgen over at miste sin hund. For næsten 20 år siden valgte Birgitte at gå sin egen vej som dyrlæge. Hun ønskede at skabe et arbejdsliv med tid, nærvær og plads til at se hele dyret frem for blot at behandle symptomer. I dag forener hun vestlig veterinærmedicin med blandt andet akupunktur, osteopati og kinesisk urtemedicin.
Men da hun selv mistede sin hund i en voldsom ulykke, oplevede hun en sorg så overvældende, at den forandrede hendes forståelse af de mange mennesker, hun gennem årene havde hjulpet med at sige farvel til deres dyr. Det blev begyndelsen på en bog – og et ønske om at bryde tabuet omkring sorgen over at miste et dyr.
Vi taler om kærligheden mellem dyr og mennesker. Om den svære beslutning, når vi skal sige farvel. Om skyld, tvivl og den sorg, der ikke nødvendigvis forsvinder med tiden. Og om at turde indrette sit arbejdsliv efter det, man tror på – og skabe plads til det, der ikke altid passer ind i de gængse rammer.
For som Birgitte siger: “Vi skal have lov til alle sammen at sørge højt.”
"I vores søgen efter balance og visdom finder vi trivsel og frihed."









