Genforbundet med sine rødder
1. oktober 2024

I dette afsnit af podcast serien “Med hjertet på arbejde” har jeg besøg af Line Dahl, en kær samarbejdspartner og kollega gennem 10 år i forskellige konstellationer og virksomheder – altid med et fælles hjerte, der banker for formål, forbundethed og frisættelse af potentiale.
Line har en baggrund som selvstændig formålsmager og over 20 års erfaring med identitet og fortælinger. Hun har for mig altid været en ledestjerne i forhold til at skabe fælles retning omkring formålsdrevet lederskab samt sikre en stærk sammenhængskraft. I 2023 uddannede vi os sammen som Naturterapeuter og har hver især været på en indre rejse mod vores sande og naturlige lederskab, og dermed har vi begge oplevet at løfte vores eget personlige lederskab til næste niveau ved at nære forbundetheden til det, der er større end os.
Det bliver til en dyb samtale om at genfinde forbindelsen til sine rødder, hvor vi bl.a. taler om at:
- Genopdage sig selv og sit formål
- Mærke udlængslen og søge ud i naturen for at gå indad i sig selv
- Søge ned til rødderne, det vi står på og det der nærer os
- Mærke livskraften og behovet for at gøre tingene på en mere livgivende måde
- Være et rodfæstet menneske og indrette sit arbejdsliv, så vi sikrer næring til os selv
- Frisætte os fra vores forældre, vores opvækst og vores fortælling og få øje på guldet, som vi har med os
- Vi har behov for en mental og følelsesmæssig affaldssortering for at håndtere alt det affald, både konkret og det skrald, som vi går rundt med inde i os og smider rundt på hinanden
- Om Naturkaldet og naturen er det hele – hele tiden
- Se naturen som en læremester og som læringsrum
- Tillade os selv at være mere legende og ubekymret igen
- Om at være og leve sit formål fremfor at gøre sit formål
- Om at sætte en intention, der guider os og have modet til at begynde at gå uden tydeligt at kunne se men med plads til sansning og intuition
Siden vores samtale har vi skabt True Nature Leadership, hvor vi har samlet alle vores erfaringer og naturterapeutiske redskaber i et udviklingsforløb i harmoni med naturen og inviterer andre ledere og selvstændige til at udforske deres sande natur for at rejse sig i deres sande lederskab. https://truenatureleadership.dk
"I vores søgen efter balance og visdom finder vi trivsel og frihed."








