En kærlighedshistorie

11. december 2025

I dette afsnit af podcast serien ”Med hjertet på arbejde” har jeg inviteret Anne Marie Valentin til at holde rum for min mand, Niels J Kindberg og jeg til en samtale om vores nye fælles hjertebarn, Kindberg Publishing House.

Vi er midt/slut 50’erne, kommer begge fra ”hardcore business” og haft hhv. CEO/CCO og CEO/CFO-jobs. Vi har kendt hinanden i 33 år, været gift i 28 år og har 3 voksne sønner sammen. Vi har begge valgt at lave et retningsskifte og omlægge vores liv for ca. 4 år siden. Det fører os ud på en rejse, som gør, at vi for 1 år siden vælger at flytte til Møn og starte helt forfra.

Jeg har haft en årelang drøm om at skrive en bog, og en sygemelding fra den sidste ansættelse bliver startskuddet til at begynde at skrive eventyrlige og finurlige fortællinger, som nu er udkommet i den første bog, Et eventyr starter. Bogen bliver anledningen til, at vi for et par måneder siden stifter et forlag, så vi også kan støtte andre i at udgive deres hjertesager.

Vi taler om, at vi har været på rejse hver især og sammen i 33 år. At have tillid og respekt for hinanden, at ville hinanden og samtidig give hinanden lov og tid til at være i udviklingsprocesserne; som sjældent følges ad. Vi taler om at se hinanden på ny. Få fjernet det, som er sandet til, og få øje på den, vi oprindelig forelskede os i. Den, som vi glemte undervejs i vores jagt efter at præstere, realisere os selv og være forældre. At finde tilbage og ind til vores sande natur. At finde hjem.

Vi taler om at starte helt forfra i en ny branche, hvor vi selv er nødt til at gøre alt og ikke vide – efter at have været i strategiske roller i rigtig mange år. At slippe kontrollen og flyde med livet. At vores forlag er som en kærlighedshistorie – til os selv, hinanden, til mennesker og til Jorden. Det handler først og fremmest om mennesker. Forfattere med noget på hjertet, og hvordan vi kan støtte dem i at få deres hjertesag til verden – og ud i verden. Samarbejdspartnere, hvem vælger vi at arbejde sammen med, og hvordan gør vi det på en kærlig måde, der skaber gode løsninger for alle parter. Gennem vores udgivelser ønsker vi at vække andre hjerter og derigennem være med til at hele mennesker; så vi sammen skaber den verden, vi gerne vil give videre til næste generationer.

"I vores søgen efter balance og visdom finder vi trivsel og frihed."

Dit formål

Den feminine udfoldelse handler om at være til stede i vores sansning, at trække på vores urkraft og at nærme os livet med tillid og formål.