At kunne rumme sine følelser

I dette afsnit af Med hjertet på arbejde har jeg besøg af Finn Glad, som er gift med Signe, far til to drenge på 18 og 21 år og har været på landsholdet i judo. Finn er oprindelig uddannet bager; derfra fører et job som pædagogmedhjælper ham til Psykoterapeut uddannelsen. Siden har han arbejdet mange år på institutioner med udsatte børn, unge og familier, og er trådt ind i ledelsesrollen – senest, da han overtager rollen som Leder af Familiecentret Vibygård efter sin svigerfar.

Finn fortæller, at han har været en usikker sjæl i sin opvækst og unge år. Da han går i 9. klasse bliver hans forældre skilt, og han lærer at tage hånd om sig selv i en meget ung alder for at undgå at komme ud på et skråplan. Som 18-årig kører han galt på motorcyklen, og 14 dage på Riget lærer ham, at livet er kostbart. Det er vigtigt at gøre det, som man har lyst til. Han gør det godt arbejdsmæssigt, og judoen er med til at give ham høj selvtillid, men han har et lavt selvværd. Han møder hans hustru, da han er 19 år, og hun har støttet ham i hans rejse med at få et sprog for alt det, som han mærker indeni samtidig med, at han begynder at gå i terapi, da han er 20 år.

Vi taler om at kunne rumme sig selv og sit eget følelsesliv for at kunne rumme andre, og om at kunne kende forskel på dit, mit og vores. At det som leder er meget værdi i at vide, hvad der foregår og kunne skille tingene ad. Vi taler om at få skabt et sundt arbejdsfællesskab, hvor hver især kan stå selv, og som leder at have selvværd til at kigge på og anerkende sine fejl, som eks. at tage ansvar for måden man formidler på, og sige undskyld, hvis man er blevet for engageret og gået over stregen.

Vi taler om at arbejde med mennesker og gå på arbejde med hjertet åbent. Uanset hvor meget man giver, vil man aldrig kunne give nok, så det er vigtigt, at hver især passer godt på sig selv og hinanden, så man ikke brænder ud. Man skal kende sine egne begrænsninger og kunne bede om hjælp i mødet med traumatiserede borgere. Lederen har ansvaret for at skabe rammerne for, at medarbejderne trives og har forskellige steder at gå hen, samt en holdning at læne sig op ad.

Vi taler om at træde ind i en familievirksomhed, hvor Finn overtager ledelsen efter sin svigerfar, der går på pension. At være bevidst om, at der er noget, som han gerne vil værne om, fordi det jo også er familie og hjerteblod blandet ind i det og samtidig også kunne se, at der er noget, som er blevet sandet til, der har brug for at blive skærpet. At stå ved, hvem vi er – både i behandlingsøjemed og i lederskabet og være opmærksom på, hvilket krydderi vi giver, og hvad vi efterlader til den næste. At kende sin besøgstid og mærke, når tiden er kommet til at slippe, så det kan ske på en god måde.

Slutteligt taler vi om sorgen over, at den fysiske krop ikke kan, hvad den kunne engang. Erkendelsen i, at man som mand ikke er den største og stærkeste mere. At mærke sorgen og samtidig også bruge humoren til at gøre det lettere og erkende, at det alligevel ikke er så alvorligt. At komme i kontakt med glæden over alt det, som stadig er muligt, og have nogle gode venner at dele det med.