Arven
13. marts 2025

I dette afsnit af Med hjertet på arbejde har jeg besøg af Rikke Fabienke, som er godsejer af Skjørringe Gods, yogalærer, åndedrætsterapeut, gift med Henrik og mor til 4 børn.
Vi taler om Arven – en forbandelse eller et privilegie?
Som 18-årig arver Rikke sit barndomshjem, Skjørringe Gods efter sin far og trods manglende forudsætninger og uddannelse, hjælper drivkraften hende til bare at gå i gang. De første 10 år ser hun sig med en klods om benet, hun skal slæbe rundt på; arven, som kun er til låns og skal gives videre til næste generation. Hun udlever sin forpligtelse og hendes forestillinger om omgivelsernes forventninger til “hende på godset”. Hende, der er født med en guldske i munden, som i virkeligheden er lig med mange forpligtelser, meget arbejde og bekymringer – og privilegerer, hvis det går godt.
Da hun ser filmen, Arven, føler hun en smerte indeni, fordi der er så meget genkendelse. Hun lover sig selv, at Godset aldrig skal være årsag til, at familien bliver splittet, og at børnene ikke kan sammen. Det er for høj en pris at betale – og det er ikke det værd. Hun beslutter sig for at være et levende eksempel på at sætte sig fri af sin arv.
Efterfølgende tydeliggør et weekendkursus i at blive leder i sit eget liv, at alle andre bestemmer i hendes liv. Derfra starter hendes selvudviklingsrejse med flere kurser og en uddannelse, som giver hende mange aha oplevelser.
Alligevel er det først, da hendes krop siger fra for et par år siden, at hun bliver tvunget til at tage skeen i egen hånd for alvor. På trods af at hun i over 20 år har arbejdet med sig selv, har hun alligevel kørt sig selv helt derud, hvor hun er så udmagret af at gøre alt muligt for andre som “den pæne pige”. Hun tager til Indien på et Ayurveda ophold i 3 uger for at få fred og med en mission om at komme til bunds efter at have for at været igennem det danske lægesystem uden, at det hjælper. Hun bliver så godt som helbredt på 3 uger, og rejsen forandrer hende for livet. Hun tager beslutningen om at ville sig selv godt.
Da hun kommer tilbage til Danmark, går det op for hende, at hun tror, at hendes hjem er Skjørringe fremfor hendes krop, og hun opdager, at hun har lukket sit hjerte. Med hjælp vælger hun at åbne hjertet med et ønske om at leve fra hjertet. Autentisk. Sige hvad hun mener og ikke holde sig selv tilbage. Ikke længere pakke sig ind og gøre sig lille, men gøre det, hun mærker er vigtigt, også selvom det er grænseoverskridende. Som hun siger: “Når vi sår et frø; er det det som viser sig i morgen. Ikke vores fortid.” Hun føler, hun har været alt for meget i fortiden, været i offerrollen og troet, at det var andres skyld.
Slutteligt taler vi om kærligheden, opskriften på et godt ægteskab, og at ægte kærlighed er frisættende. Jo mere vi tillader os selv at være frie væsener, jo mere elsker vi hinanden og jo mere får vi lyst til at udvikle os og være mere sammen.
"I vores søgen efter balance og visdom finder vi trivsel og frihed."








