#7 Ingen kan se mig helt, som jeg er

Det, livet lærte mig

– små kapitler fra et levet liv

Jeg tror, jeg har brugt en del af mit liv på at længes efter at blive set. Ikke bare kigget på. Ikke bare anerkendt for det, jeg gjorde, kunne eller lykkedes med. Men set. Som den, jeg egentlig er.

Måske ligger der en gammel drøm i mange af os om, at der et sted findes et menneske, som en dag vil se lige igennem alle lagene. Den eneste ene. Det menneske, der virkelig forstår mig. Som ser mine intentioner bag mine handlinger. Min sårbarhed bag min styrke. Min kærlighed bag mine fejltrin. Det, jeg prøver at sige, også når ordene kommer forkert ud. Og måske forestiller vi os, at når vi finder dét menneske, vil noget falde på plads. Endelig er der én, der ser mig, som jeg er.

Jeg tror ikke længere helt på den fortælling. Ikke fordi jeg ikke tror på dyb kærlighed. Det gør jeg. Men fordi jeg langsomt er begyndt at forstå, at ingen ser mig fra det sted, jeg selv ser verden fra. Du ser mig fra dit. Gennem det liv, du har levet. De mennesker, du har mødt. Det, du har mistet. Det, du længes efter. Det, du frygter. Det, du tror på. Du ser noget i mig. Men du ser også med dig.

Det gør jeg også, når jeg ser dig. Måske er det derfor, to mennesker kan stå i den samme situation og bagefter fortælle to helt forskellige historier om, hvad der skete. Begge kan være sande som beskrivelser af det, de hver især oplevede. Uden nødvendigvis at rumme hele det, der skete.

Det har ikke altid været let for mig at acceptere. For jeg har kunnet få lyst til at forklare mig. Lidt mere. Og så lidt mere igen. Som om de rigtige ord endelig kunne få den anden til at se det, jeg selv kunne se.

Hvis bare du forstår, hvad jeg egentlig mente.

Hvis bare du kan se, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde.

Hvis bare du kan se mig rigtigt.

Men måske findes der ikke ét rigtigt billede af mig. Måske findes der mange. Den, jeg var som barn. Den, mine børn kender. Den, min mand kender. Den, en tidligere medarbejder har oplevet. Den, en veninde møder. Den, et menneske, jeg har såret, husker. Den, et menneske, jeg har hjulpet, ser. Og den, jeg selv oplever indefra.

Ingen af dem rummer hele mig. Heller ikke mit eget. For noget af det smukke ved andre mennesker er jo netop, at de indimellem får øje på noget i os, vi ikke selv havde set. En styrke. Et mønster. En blind vinkel. En gave. Eller en måde, vi påvirker andre på, som vi ikke selv var opmærksomme på.

Relationer kan være spejle. Men et spejl er ikke mig. Det viser mig noget. Og så må jeg selv mærke efter, hvad jeg genkender. Det betyder ikke, at jeg kan afvise det, jeg ikke bryder mig om at se. For nogle gange har andre fået øje på noget i mine handlinger, som jeg har brug for at tage ansvar for. Også når mine intentioner var nogle andre.

Måske er det en del af det at blive ældre. At jeg ikke længere behøver bruge så mange kræfter på at få alle andre til at forstå, hvem jeg er. Jeg kan lytte til deres blik. Være nysgerrig på det, de ser. Lade mig berøre og måske forandre. Og samtidig vide, at deres billede af mig aldrig kan være hele sandheden. Præcis som mit billede af dem heller aldrig kan være det.

Der er en frihed i den erkendelse. Men den betyder ikke, at jeg er holdt op med at længes efter at blive set og forstået. Den længsel tror jeg er dybt menneskelig. Måske er det snarere forventningen om, at et andet menneske skal kunne forstå hele mig, jeg langsomt er ved at slippe. For hvis ingen andre kan fortælle mig fuldt ud, hvem jeg er, bliver jeg selv nødt til at lære det menneske at kende, som lever mit liv. Bag rollerne. Bag præstationerne. Bag andres forventninger. Måske også bag mine egne forestillinger om, hvem jeg burde være.

Og måske ændrer noget sig i mine relationer, når jeg begynder at tage det ansvar hjem til mig selv. Fra at længes efter: Se mig. Forstå mig. Bekræft mig i, hvem jeg er. Til at kunne spørge: Vil du møde mig? Jeg vil gerne vise dig noget af mig. Og jeg vil gerne prøve at se noget af dig. Vel vidende, at der altid vil være steder i os, den anden ikke helt kan nå.

Måske er kærlighed ikke at finde det menneske, der endelig ser mig præcis, som jeg er. Måske er kærlighed også at møde mennesker, som igen og igen hjælper mig med at få øje på mig selv. Og som jeg samtidig må sætte fri fra opgaven med at definere mig.

Du kan spejle mig. Du kan elske mig. Du kan kende mig dybt. Men jeg må selv gå vejen hjem til den, jeg er.