#5 Da vores kat fik en søster

Det, livet lærte mig

– små kapitler fra et levet liv

Vi har for nylig fået en ny kat. Hun er søster til vores unge hankat. Det lyder enkelt. Men det er næsten som at overvære et lille stykke livsfilosofi.

Hun kommer ind i et hjem, som allerede er nogens. Alt er nyt. Hun undersøger, hvæser, trækker sig. Har brug for tid. Han gør næsten det modsatte. Er nysgerrig. Opsøgende. Klar til kontakt. Men han presser ikke. Han bliver ikke fornærmet over hendes hvæs. Han bliver bare i nærheden og giver hende plads.

Og det fik mig til at tænke på, hvor let vi mennesker kommer til at tage hinandens reaktioner personligt. Når nogen trækker sig, kan vi føle os afvist. Når nogen ikke er klar til kontakt, kan vi komme til at presse på. Som om den andens tempo siger noget om vores værdi.

Men måske handler det slet ikke om os. Måske har vi bare forskellige måder at finde tryghed på. Nogle nærmer sig hurtigt. Andre har brug for at mærke rummet, før de tør træde ind i det. Og måske er det ikke vores opgave at få den anden til at bevæge sig hurtigere, men at give plads til, at vi kan mødes i hver vores tempo.

For måske er kærlighed ikke altid at komme tættere på. Nogle gange er kærlighed at blive stående roligt, indtil den anden selv tager skridtet.