#1 · Nogle gange vokser vi ved at give slip
1. september 2026

Det, livet lærte mig
– små kapitler fra et levet liv
I mange år troede jeg, at vækst handlede om at lægge noget til. At lære mere. Kunne mere. Skabe mere. Blive dygtigere. Række længere. Måske er det ikke så mærkeligt. Vi taler ofte om vækst som en bevægelse opad og fremad. Men naturen fortæller en anden historie.
I disse dage begynder den så småt at trække sig tilbage. Lyset ændrer sig. Noget er modnet. Noget kan høstes. Og snart vil træerne begynde at slippe det, de har brugt hele sommeren på at folde ud. Ikke fordi noget er gået galt. Men fordi også dét er en del af bevægelsen.
Jeg tror, det er en erkendelse, der er kommet sent til mig. For jeg har været god til at vokse ved at lægge til. Nye erfaringer. Nye opgaver. Nye mål. Nye projekter. Nye sider af mig selv. Og meget af det har været både vigtigt og livgivende. Men livet har langsomt lært mig, at der findes en anden form for vækst.
Den, der sker, når noget får lov til at falde. En forestilling om, hvem jeg burde være. En rolle, jeg ikke længere behøver spille. Noget, jeg har holdt fast i, fordi det engang var rigtigt. En måde at leve på, som bragte mig langt, men som ikke længere kan bære mig videre. Det mærkelige er, at det ikke altid føles som vækst, mens det sker. Det kan føles som tab. Som tomhed. Som om noget bliver mindre. For vi kan se det, der falder væk. Men endnu ikke det, der får plads til at vokse frem.
Måske er det derfor, jeg holder så meget af efteråret. Det minder mig om, at livet ikke kun udfolder sig gennem blomstring. Der findes også en bevægelse indad. En tid til at høste. En tid til at lade falde. En tid, hvor jorden tilsyneladende bliver mere bar, mens noget andet langsomt forberedes under overfladen.
Jeg ved ikke længere, om et godt liv nødvendigvis handler om hele tiden at blive mere. Måske handler noget af det også om langsomt at turde blive mindre af det, vi ikke længere er. Så det, der faktisk er os, får mere plads. Nogle gange vokser vi ved at folde os ud. Andre gange vokser vi ved at give slip. Måske er det noget af det vigtigste, livet har lært mig.
"I vores søgen efter balance og visdom finder vi trivsel og frihed."



