#8 At være ansvarlig for at få kærlighed

Det, livet lærte mig

– små kapitler fra et levet liv

Jeg tror, børn er dygtige til at finde ud af, hvad der virker. Ikke nødvendigvis bevidst. De mærker bare.

Hvornår kommer smilet?

Hvornår bliver der ro?

Hvornår mærker jeg nærheden?

Hvornår trækker den anden sig?

Hvornår er jeg nem at holde af?

Og langsomt kan vi måske begynde at danne vores egne små opskrifter på kærlighed.

Hvis jeg er sød.

Hvis jeg er dygtig.

Hvis jeg ikke fylder for meget.

Hvis jeg klarer mig selv.

Hvis jeg bliver den, du har brug for.

Så hører jeg til. Så er der plads til mig. Så får jeg kærlighed. Jeg ved ikke, om vi tænker sådan som børn. Sandsynligvis ikke. Men jeg tror, kroppen kan lære det.

Jeg lærte tidligt at klare mig selv. At tage ansvar. At være dygtig. At få ting til at fungere. Og det blev egenskaber, der senere bragte mig langt i livet. Jeg kunne tage fat. Skabe resultater. Se, hvad der manglede, og træde ind. Jeg har været glad for meget af det. Det er også mig.

Men med årene er jeg begyndt at blive nysgerrig på, hvor grænsen går mellem det, der er en gave i mig, og det, jeg engang lærte at gøre for at sikre mig min plads. For måske holder vores gamle strategier ikke op med at virke, bare fordi vi bliver voksne. Vi tager dem med os. Ind i venskaber. Ind i parforhold. Ind på arbejdspladser. Ind i fællesskaber.

Vi kan blive den, der altid tager ansvar.

Den, der sørger for den gode stemning.

Den, der præsterer.

Den, der gør sig uundværlig.

Den, der mærker alle andre, før hun mærker sig selv.

Og måske fortæller vi os selv, at sådan er vi bare. Nogle gange er vi det sikkert også. Men jeg er begyndt at spørge mig selv: Hvad håber jeg egentlig at få tilbage? Ikke som en bevidst handel. Ikke: Nu gør jeg noget for dig, og så skylder du mig kærlighed. Det er langt finere end det. Måske næsten usynligt.

Hvis jeg er der for dig, bliver du hos mig.

Hvis jeg gør det godt nok, vil du anerkende mig.

Hvis jeg gør mig værdifuld, har jeg en plads.

Hvis jeg ikke skuffer dig, vil du holde af mig.

Og dér bliver noget, der måske begyndte som omsorg, engagement eller ansvarlighed, også en måde at forsøge at sikre forbindelsen på. Det er en mærkelig erkendelse. For jeg har ikke lyst til at mistænkeliggøre alt det gode, vi gør for hinanden. Vi skal tage ansvar. Hjælpe. Give. Være der. Gøre os umage. Kærlighed uden ansvar for hinanden ville være en fattig form for kærlighed.

Men måske er der forskel på at tage ansvar i en relation og at føle sig ansvarlig for at få den anden til at elske én. Den forskel øver jeg mig stadig på at mærke. For jeg kender så godt bevægelsen i mig, når noget skal ordnes. Når jeg ser, hvad der mangler. Når jeg mærker, at nogen har brug for noget. Så falder det mig naturligt at træde til. Og jeg opdager, at det nogle gange kræver mere af mig at lade være. At lade noget ligge. At lade andre tage deres del af ansvaret. At mærke uroen ved ikke straks at gøre noget ved den.

For hvad sker der, hvis jeg ikke præsterer?

Hvis jeg ikke ordner?

Hvis jeg ikke er den stærke?

Hvis jeg siger nej?

Hvis jeg skuffer dig?

Hvis jeg ikke kan give dig det, du håbede at få fra mig?

Hvis jeg er på tværs?

Hvad sker der så med min plads i relationen?

Og måske endnu mere interessant: Hvad sker der i mig, når jeg ikke længere er den, der får tingene til at fungere?

Jeg tror, det er dér, noget begynder at løsne sig for mig. For måske var det aldrig mit ansvar at få kærlighed. Jeg kan gøre mig umage. Være omsorgsfuld. Være til stede. Men jeg kan ikke gøre mig uundværlig som en garanti for, at du bliver. Og jeg kan ikke præstere mig frem til visheden om, at du vil elske mig.

Det betyder ikke, at mine handlinger er uden betydning. Selvfølgelig betyder det noget, hvordan jeg behandler andre mennesker. Tillid og kærlighed næres af det, vi gør for og med hinanden. Men jeg kan ikke alene sikre en relation. Andre mennesker er frie til at elske mig. Og frie til ikke at gøre det. De kan vælge mig til. Og vælge mig fra.

Det er måske netop dét, der gør det så sårbart. For når jeg holder op med at forsøge at sikre kærligheden gennem det, jeg gør, må jeg også acceptere, at jeg ikke kan kontrollere, om den kommer. Jeg kan tage ansvar for det, jeg bringer ind i relationen. For mine handlinger. Mine ord. Mine grænser. Mine fejl. Min omsorg. For min villighed til at lytte og reparere, når jeg har gjort skade. Men jeg kan ikke tage ansvar for at få dig til at elske mig.

Og måske er det først dér, jeg for alvor kan møde dig. Ikke med det stille spørgsmål: Hvad skal jeg være, for at du bliver? Men med et andet: Hvem bliver jeg, når jeg ikke længere skal gøre mig fortjent til min plads hos dig?

Jeg kender ikke hele svaret endnu. Men jeg mærker, at noget er ved at forandre sig. At jeg langsomt øver mig i at være til stede uden hele tiden at skulle være nødvendig. At give, fordi jeg har lyst. Og blive nysgerrig på, hvad der får mig til at give, når jeg egentlig hellere ville lade være. At lade andre tage deres ansvar, uden at jeg behøver tage det fra dem. Og måske også at tage imod uden straks at skulle give noget tilbage.

Måske er det noget af det, livet langsomt lærer mig. At kærlighed selvfølgelig kalder på ansvar – bare ikke ansvaret for at gøre mig elskelig.