#4 Vi har brug for hinandens generationer

Det, livet lærte mig

– små kapitler fra et levet liv

Det begynder tidligt. I vuggestuen og børnehaven bliver vi samlet med børn på nogenlunde vores egen alder. Så kommer skolen. Årgangene. Klasserne. Senere uddannelserne. Og et eller andet sted undervejs bliver det næsten naturligt, at vi også som voksne søger mod mennesker, der befinder sig omtrent samme sted i livet som os selv.

Vi taler om vores generation. De unge. De midaldrende. De ældre. Generation X, Y, Z og hvad vi ellers har fundet på for bedre at kunne forstå hinanden. Men på det seneste er jeg blevet optaget af noget andet. Alt det, vi går glip af, når vi primært er sammen med mennesker, der ligner os selv i alder.

Jeg er 56 år. Og noget af det, jeg holder allermest af, er samtaler med mennesker, der befinder sig helt andre steder i livet end mig. Mennesker, der er 20 eller 30 år yngre. Og mennesker, der er 20 eller 30 år ældre. Ikke fordi alder i sig selv gør et menneske interessant. Men fordi vi er blevet til i forskellige tider. Vi har set forskellige verdener. Vi har lært forskellige spilleregler. Vi tager forskellige ting for givet. Og måske er det netop derfor, vi har så meget at give hinanden.

Når jeg er sammen med yngre mennesker, bliver jeg nogle gange konfronteret med noget, jeg selv har accepteret som naturligt gennem et langt liv. De kan kigge på det og spørge: Hvorfor gør I egentlig sådan? Og jeg opdager: Det ved jeg faktisk ikke. Sådan gjorde man bare.

Andre gange mærker jeg, at noget af det, jeg har brugt årtier på at lære, kan være værdifuldt for et menneske, der endnu ikke har levet så længe. Ikke som et svar på, hvordan vedkommende skal leve sit liv. Men som en erfaring, der kan lægges på bordet: Sådan oplevede jeg det. Tag det, hvis du kan bruge det.

Og når jeg møder mennesker, der er ældre end mig, sker der noget andet. Jeg kan få et glimt af et sted i livet, jeg endnu ikke selv har stået. Et andet forhold til tid. Til kroppen. Til tab. Til kærlighed. Til det, der engang virkede vigtigt.

Det fascinerer mig. For måske behøver vi ikke kun mennesker omkring os, der kan sige: Jeg kender det. Jeg står lige dér sammen med dig. Måske har vi også brug for mennesker, der kan sige: Jeg har været et sted, der minder om. Herfra ser det anderledes ud. Og mennesker, der siger: Jeg forstår slet ikke, hvorfor I har indrettet verden sådan. Kunne vi ikke gøre noget helt andet?

Det er dér, jeg tror, generationerne kan krydsbestøve hinanden. Ikke når den ældre generation skal lære den yngre, hvordan livet hænger sammen. Og heller ikke når den yngre generation skal fortælle den ældre, at alt det gamle er forældet. Men når vi bliver oprigtigt nysgerrige på det, den anden kan se fra det sted i livet og den tid, vedkommende er formet af.

Jeg synes nogle gange, vi gør det modsatte. Vi taler om generationerne. Om de unge, der ikke vil arbejde på samme måde som os. Om de ældre, der ikke vil forandre sig. Om millennials. Boomere. Gen Z. Vi undersøger hinanden som fænomener. Men hvad nu, hvis vi i stedet satte os ved samme bord? Ikke for at blive enige. Men for at blive klogere sammen.

Jeg drømmer om flere af den slags rum. Arbejdspladser. Fællesskaber. Middagsborde. Samtaler. Steder, hvor alder ikke først og fremmest afgør, hvem vi hører sammen med. Hvor et menneske på 25 ikke kun skal lære af et menneske på 70. Men hvor den 70-årige også kan blive forandret af den 25-åriges blik. Hvor erfaring ikke giver mere ret. Og ungdom ikke gør det nye mere sandt. Hvor vi i stedet kan komme med hver vores udsnit af livet og lægge det på bordet mellem os.

For ingen af os kan nå at opleve livet fra alle dets steder på én gang. Den unge ved noget om at være ung nu, som jeg aldrig kommer til at vide. Den ældre ved noget om at have levet længe, som jeg endnu ikke kan vide. Og jeg står et sted midt imellem med mit.

Måske er forskellen mellem generationerne derfor ikke først og fremmest et problem, vi skal løse. Måske er den en ressource, vi endnu ikke er gode nok til at bruge. For når forskellige generationer mødes med nysgerrighed frem for forestillinger om hinanden, kan noget tredje måske opstå. Ikke din verden. Ikke min. Men noget, ingen af os kunne have set alene.