#2 Når noget må brænde ud

Det, livet lærte mig

– små kapitler fra et levet liv

Denne sommer har været varm. Ikke kun udenfor. Inde i mig. Jeg er 56 år og midt i overgangsalderen. De seneste måneder har hedeturene indimellem været så intense, at det næsten føles, som om jeg bliver brændt op indefra. Varmen kommer pludseligt. Breder sig gennem kroppen. Forsvinder igen. For så at vende tilbage.

Mit første instinkt har været at ønske, at den skulle gå væk. At få kroppen til at falde til ro. Blive, som den var. Men langsomt er jeg begyndt at øve mig i noget andet. At være med det. Ikke fordi det er rart. Og ikke fordi alt, kroppen gør, nødvendigvis skal tillægges en større mening. Men fordi jeg efterhånden har lært, at nogle overgange ikke kan tænkes væk. De må leves.

Måske er det derfor, jeg er blevet så optaget af ilden. Ild kan varme. Lyse op. Forvandle. Men ild kan også fortære. Og når jeg står midt i varmen i min egen krop, kan jeg indimellem få en fornemmelse af, at noget er ved at brænde ud. Ikke noget, jeg skal skynde mig at erstatte. Bare noget, der ikke længere skal være, som det var.

Jeg tænker også på slangen. Den vokser ikke ved at lægge endnu et lag ovenpå. På et tidspunkt er den gamle ham blevet for trang. Så den må af. Ikke fordi den var forkert. Den passede bare til det, slangen var. Ikke længere til det, den er ved at blive. Det billede bliver ved med at vende tilbage til mig. For hvor meget af et menneskeliv bruger vi egentlig på at forsøge at bevare det, vi kender? Den krop, vi havde. Den identitet, vi kendte. De roller, vi mestrede. Den måde at være i verden på, som bragte os hertil.

Jeg har været god til at holde fast. Reparere. Finde løsninger. Komme videre. Men kroppen spørger ikke altid om lov, før den forandrer sig. Den minder mig lige nu meget konkret om, at jeg ikke kan bevare alt. Jeg ved ikke, hvad overgangsalderen skal lære mig. Måske skal den slet ikke lære mig noget. Måske er det bare mig, der ikke kan lade være med at lytte, når kroppen taler så højt.

Men jeg mærker en nysgerrighed: Er der noget i mit liv, der ligesom slangens gamle ham er blevet for småt? En måde at måle min værdi på. Et tempo. En forestilling om, hvad jeg skal kunne. En gammel udgave af styrke. Ikke fordi det var forkert. Men måske fordi det har gjort sit.

Jeg har tidligere troet, at forandring begyndte, når jeg vidste, hvad jeg ville hen imod. Nu er jeg ikke så sikker. Måske findes der en fase før det nye. Hvor noget gammelt ikke længere passer, men det nye endnu ikke har fået form. Et sted midt imellem. Hvor opgaven ikke er at skynde sig videre. Men at lade forvandlingen ske.

Jeg ved ikke endnu, hvad der kommer på den anden side. Og måske behøver jeg heller ikke vide det. Måske er det nok lige nu at stå i varmen og mærke: Noget er ved at forandre sig. Og jeg behøver ikke holde fast i alt det, jeg var, for at være den, jeg er.