Efterårets rigdom

I går fik jeg pludselig øje på efterårets rigdom. Ikke kun de smukke farver, som lige nu lyser op i landskabet. Men mangfoldigheden. Alle de forskellige former, højder og drøjder. Træer, buske og planter i hver deres stadie af efteråret.

Nogle står stadig med et væld af farver. Andre har allerede sluppet det meste. Nogle strækker sig højt mod himlen. Andre breder sig tæt ved jorden. Og på en eller anden måde bliver hver enkelt mere tydelig, netop fordi de er forskellige. Som om kontrasterne hjælper os med at få øje på det særlige.

Jeg blev stående lidt med den tanke. For måske gælder det også os mennesker. At vi ikke behøver være samme sted, have samme tempo eller folde os ud på samme måde for at høre til. At forskelligheden ikke nødvendigvis skiller os ad, men også kan gøre os tydeligere for hinanden.

Vi er netop trådt ind i november. Vi har passeret allehelgensaften og Samhain, som i den gamle keltiske tradition markerer overgangen til vinterhalvåret. En tid, hvor naturen langsomt trækker sin kraft tilbage. Hvor det, der før voksede opad og udad, nu vender sig indad og nedad. Mod rødderne.

Men vi mennesker har indrettet os, så vi næsten ikke behøver følge naturens rytme længere. Vi kan tænde lyset, når mørket falder på. Fortsætte vores gøremål, når dagen er slut. Holde det samme tempo, uanset om det er sommer eller vinter. Og måske har vi efterhånden vænnet os så meget til det, at vi har glemt, hvordan det føles at følge med årstiderne.

Alligevel er der noget i vores indre natur, som kan længes efter det. Pausen. Tilbagetrækningen. At blive mere stille. Og måske er det netop derfor, stilheden også kan føles så fremmed. For når vi holder op med at fylde dagene ud, kan vi pludselig mærke alt det, der ellers ikke får plads. Uroen. Tomheden. Det, vi ikke helt ved, hvad vi skal stille op med.

Vi kan få lyst til at gøre noget. Bare et eller andet. Men måske er det ikke tomhed, vi møder. Måske er det blot liv, der bevæger sig så langsomt, at vi næsten ikke kan få øje på det.

Jeg mærker selv denne bevægelse i disse dage. En lyst til at sænke tempoet. Skrue ned for gøremålene. Lade dagene få mere luft. Ikke fordi jeg har mistet lysten til livet. Tværtimod. Måske fordi jeg får mere lyst til at mærke det. Mærke, hvad jeg har overskud til. Hvad jeg har lyst til. Og hvad jeg måske ikke længere behøver forvente af mig selv.

Det er egentlig lidt pudsigt, hvor vant vi er til at måle vores dage på det, vi når. Som om en dag med mange gøremål er mere værd end en dag, hvor vi blot har været til stede. Naturen synes ikke at have det samme behov. Den holder ikke fast i sommerens udfoldelse, når efteråret kalder på noget andet. Den slipper. Og selvom træerne mister deres blade, mister de ikke deres liv. Det trækker sig blot tilbage til steder, vi ikke umiddelbart kan se.

Måske er det noget af det, jeg bliver mindet om i disse dage. At der også findes en rigdom i det, som trækker sig tilbage. I det langsomme. I det, der får lov til at hvile. Og at vi ikke behøver have det samme behov for stilhed, bevægelse eller udfoldelse. Ligesom træerne står vi forskellige steder. Nogle har stadig meget at give. Andre har brug for at samle kræfter. Nogle er midt i en forandring, de endnu ikke helt forstår. Og måske kan vi lade hinanden være dér, hvor vi er. Uden at sammenligne. Uden at skynde på. Uden at forvente, at vi skal følges ad i samme tempo.

Jeg tror, jeg er ved at lære noget af efteråret. At lytte lidt mere til min egen årstid. Ikke kun spørge, hvad jeg kan nå. Men også, hvad jeg kan bære. Og hvad jeg har lyst til at give plads. For måske handler det ikke altid om at finde mere kraft. Måske handler det nogle gange om at lade kraften vende hjem.