Hvorfra gør vi det, vi gør?

Forleden gik jeg en tur i skoven og blev stukket af en klæge på min venstre ankel. Ikke nogen stor begivenhed. Men min ankel reagerede voldsomt. Den hævede op, og pludselig var der ikke så meget andet at gøre end at sænke tempoet, sætte mig og få benet op. Kroppen havde på sin egen meget konkrete måde sat en grænse for min bevægelse.

Og mens jeg sad dér, kom jeg til at tænke på noget, jeg har været optaget af på det seneste. At det måske ikke kun er hvad vi gør, der betyder noget. Men hvordan vi gør det. Og hvorfra i os bevægelsen kommer. Vi kan være så optagede af handlingen. Det, vi vil skabe. Det, vi vil forandre. Det, vi vil bidrage med. Det næste, vi skal nå. Men den samme handling kan udspringe af vidt forskellige steder i os.

• Vi kan hjælpe et andet menneske af omsorg – eller fordi vi har brug for at være den, der hjælper.
• Vi kan arbejde hårdt, fordi noget føles meningsfuldt – eller fordi vi er bange for ikke at være nok, hvis vi standser.
• Vi kan skabe en virksomhed, fordi vi ønsker, at noget værdifuldt skal ud i verden – og samtidig være drevet af ønsket om succes, anerkendelse eller økonomisk tryghed.

Ofte er det sikkert lidt af det hele. Jeg tror ikke, pointen er at finde frem til den rene eller rigtige motivation. Men måske at blive mere bevidst om det sted i os, vi handler fra. For måske sætter det sig i det, vi skaber. I måden, vi møder et andet menneske på. I en arbejdsplads. I et fællesskab. I det rum, der opstår omkring os.

Det fik mig til at tænke på et spørgsmål, som bliver ved med at følge mig: Hvordan udfolder vi liv? Måske ikke ved hele tiden at gøre mere. Måske heller ikke kun ved at gøre det rigtige. Men ved indimellem at standse længe nok til at opdage, hvad det er i os, der er i bevægelse, når vi handler. Er det frygt? Længsel? Pligt? Kærlighed? Behovet for anerkendelse? Glæden ved at bidrage?

Sandsynligvis sjældent kun én ting. Og måske er bevidstheden om det vigtigere end at forsøge at rense vores motivation for alt det menneskelige. Min ankel er faldet til ro igen. Men spørgsmålet blev hængende: Hvorfra i mig kommer det, jeg bringer ind i verden?