Før noget nyt begynder

Sidste uge skrev jeg om at stå med et ben i hver årstid. Om sensommeren, der endnu var her, samtidig med at efteråret allerede kunne mærkes. Nu føles det, som om noget har flyttet sig. Ikke voldsomt. Mere som stilheden efter en storm.

Når vinden har lagt sig, og man går udenfor og ser sig omkring. Noget står stadig. Noget er faldet. Og landskabet ser pludselig lidt anderledes ud. I går kom et billede til mig. En gammel frakke. En frakke, jeg har båret så længe, at jeg næsten har glemt, at den ikke er mig. Noget af den har jeg fået med hjemmefra. Fra min mor. Min mormor. Fra de kvinder og den tid, jeg kommer af. Noget har jeg selv syet videre på gennem livet. At tilpasse mig. Tage ansvar. Klare mig. Gøre mig umage. Mærke, hvad der forventes, og forsøge at leve op til det.

Jeg har ikke lyst til at gøre frakken forkert. Den har holdt mig varm. Beskyttet mig. Bragt mig langt. Noget af det, jeg lærte under den, er blevet til egenskaber, jeg holder af i mig selv. Men måske er der forskel på at være taknemmelig for en gammel frakke og at blive ved med at have den på.

I morgen er det nymåne. Månen bliver mørk for vores blik, før den ganske langsomt begynder at vise sig igen. Jeg kan godt lide det billede. At en ny begyndelse ikke nødvendigvis begynder med lys, retning og svar. Måske begynder den i mørket. I det tomme. I øjeblikket, hvor vi har lagt noget gammelt fra os, men endnu ikke ved, hvad der skal komme i stedet.

Jeg mærker, at jeg ikke har lyst til at skynde mig at finde en ny frakke. Måske er det nok at stå her lidt. Mærke efteråret i luften. Mørket, der langsomt vender tilbage. Stilheden efter det, der har været. Og måske opdage, at ikke alle nye begyndelser kræver, at vi gør noget. Nogle begynder måske bare med, at vi holder op med at bære det, vi ikke længere behøver.