Når stilheden begynder at bære

Der har været stille herfra i over en måned. Ikke fordi der ikke har været noget at fortælle. Men måske fordi jeg ikke har haft brug for at sætte ord på det.

Jeg mærker en stadig større stilhed i mig. Som om noget langsomt trækker sig indad. Og nedad. Mod mine rødder. Jeg stilnes. Mine gøremål indstilles. Og jeg opdager, at jeg ikke længere har den samme trang til at fylde dagene ud.

Jeg begynder at blive langsom. Ikke fordi jeg har besluttet mig for at sætte tempoet ned. Men fordi noget i mig tilsyneladende har brug for det. Og fordi jeg for første gang i lang tid giver det lov. Jeg prioriterer mit eget selskab. Skaber små, nærende rum, hvor jeg ikke skal være noget for nogen. Ikke skal skabe, udvikle, bidrage eller finde ud af, hvad det næste skal være. Bare være sammen med mig selv. Sanse. Mærke. Lytte. Også når det, jeg mærker, ikke er rart.

For jeg opdager, at stilhed ikke nødvendigvis betyder, at alt indeni er stille. Tværtimod kan der dukke noget op, som jeg tidligere måske ville have forsøgt at forstå, forandre eller handle mig ud af. Nu øver jeg mig i at blive. At være med det, der er svært, uden straks at skulle gøre noget ved det.

Det er faktisk en ny måde at være i livet på for mig. Og jeg tror først, jeg for alvor fik øje på det i den forgangne uge. Jeg havde besøg af en kvinde, som jeg optog en podcastsamtale med. Efterfølgende fortalte hun, hvor rart det havde været at være i mit rum. At det havde føltes som en samtale frem for et interview. Hun havde følt sig tryg og fri. Så fri, at hun var kommet til at fortælle om noget, hun ellers sjældent taler om. Og så sagde hun noget, der blev hos mig. At hun ikke havde mærket, at jeg havde en bestemt retning eller vinkel, som hendes fortælling skulle passe ind i. Hun havde bare fået lov til at fortælle. Det berørte mig. For det var ikke noget, jeg bevidst havde forsøgt at skabe. Jeg havde blot været til stede, lyttet og fulgt det, der opstod mellem os.

Nogle dage senere holdt jeg et Hjerterum. Her sagde kvinden, jeg sad overfor, at hun nød min stemme og min ro. At det var en sjældenhed i de rum, hun normalt færdes i. Endnu en gang blev jeg berørt. Men denne gang skete der også noget andet. Jeg fik pludselig øje på mig selv. På den kvinde, jeg engang var. Hende, der levede i et højt tempo, havde mange bolde i luften og næsten altid var på vej mod noget. Hende, der var vant til at tage ansvar, finde løsninger, skabe bevægelse og få ting til at ske. Og som nok ikke altid havde let ved bare at være.

Jeg har stadig alt det i mig. Men jeg mærker, at noget har forandret sig. Jeg behøver ikke længere fylde stilheden ud. Jeg behøver ikke vide, hvor en samtale skal føre hen. Jeg behøver ikke gøre noget ved alt det, der rører sig. Og måske er det netop derfor, der opstår mere plads. Både i mig og mellem mig og andre.

Jeg har i mange år været optaget af at skabe rum for mennesker. Rum, hvor de kan mærke sig selv, finde deres egne svar og lade noget nyt komme til syne. Men det er først nu, jeg for alvor opdager, hvor meget det betyder, at jeg også skaber det rum for mig selv. At jeg ikke kun giver andre lov til at være, som de er. Men også giver mig selv den samme tilladelse.

Måske er det derfor, stilheden føles anderledes denne gang. Ikke som et tomrum, der skal fyldes. Men som et sted, jeg kan være. Et sted, hvor jeg langsomt slår dybere rødder. Og måske er det netop det, jeg er ved at lære: At jeg ikke behøver skabe bevægelse for at noget kan bevæge sig. Nogle gange skal jeg bare være stille nok til at mærke det.