#6 At elske nogen er også at lade dem gå

Det, livet lærte mig

– små kapitler fra et levet liv

Vores katte er blevet sat fri. I nogle uger har vi langsomt vænnet dem til hinanden. De har skullet lære hinandens dufte, lyde og bevægelser at kende. Hun skulle opdage, at vores hjem også var hendes. At her var mad. Varme. Tryghed. En favn at vende tilbage til. Og da hun havde fundet hjem, begyndte vi på noget nyt.

Vi lærte dem kattelemmen. Først ind. Så ud. Og især ind igen. For jeg havde brug for at vide, at når vi satte dem fri, vidste de også, hvordan de kunne komme hjem. Nu bestemmer de selv. De går ud, når de vil. Kommer hjem, når de vil. Vi ved ikke altid, hvor de er.

Og de første dage skete der noget, jeg blev rørt over at betragte. De fulgtes ad. Og når den ene kom hjem uden den anden, begyndte den at lede. Mjavede. Gik rundt i huset. Kiggede. Og ofte gik den ud igen. Som om hjemmet ikke var helt det samme, når den anden manglede.

Jeg kender godt den følelse. Den opstår ikke kun mellem katte. Vi mennesker finder også sammen. I kærlighed. Venskaber. Arbejdsliv. Fællesskaber. Vi lærer hinandens rytmer at kende. Finder vores pladser. Skaber vaner. Bliver et vi. Og måske sker der langsomt noget næsten umærkeligt. Den anden bliver en del af den måde, vores liv hænger sammen på.

Så når vedkommende bevæger sig væk, kan noget i os blive uroligt.

Hvor er du?

Hvornår kommer du tilbage?

Er vi stadig os, hvis du går din egen vej?

Jeg mærker det helt konkret med kattene. Når mørket falder på, og én ikke er kommet hjem, kan jeg mærke uroen i mig. Jeg ved, hvad der kan ske derude. En del af mig ville helst have begge katte liggende trygt indenfor. Så vidste jeg, hvor de var. Så kunne jeg passe på dem.

Men ville det være tryghed for dem? Eller mest for mig?

Det spørgsmål rammer noget. For måske kommer vi nogle gange til at forveksle kærlighed med nærhed og tryghed med kontrol. Hvis jeg elsker dig, vil jeg gerne have dig tæt på. Hvis jeg er bange for at miste dig, får jeg måske endnu mere lyst til at holde fast.

Men kærlighed kan ikke altid måles på, hvor tæt vi bliver. Nogle gange viser den sig måske i vores evne til at sige: Gå du bare. Ikke fordi det er ligegyldigt, om du kommer tilbage. Tværtimod. Men fordi du ikke skal blive hos mig for at beskytte mig mod min egen frygt.

Jeg tænker på vores børn. På vores partner. På venner og mennesker, vi arbejder sammen med. Alle de steder, hvor vi kan blive så forbundne, at den andens bevægelse næsten kan føles som en trussel mod vores egen.

Hvis du forandrer dig, hvad sker der så med os?

Hvis du finder nye mennesker? Nye interesser? En anden vej?

Hvis du ikke længere har brug for mig på samme måde?

Kan jeg stadig glæde mig over din bevægelse?

Eller forsøger jeg at kalde dig hjem?

Kattene lærer mig noget om det lige nu. De har et hjem. De har hinanden. Og de har en kattelem. En lille åbning mellem tilhørsforhold og frihed. De kan gå. De kan komme tilbage.

Og måske er det noget af det smukkeste, vi kan skabe for hinanden. Ikke en relation, hvor vi aldrig bevæger os væk. Men en relation, der er tryg nok til, at vi tør. Jeg ved godt, at der ingen garanti følger med. Når vi sætter nogen fri, kan vi ikke samtidig bestemme, at de skal komme tilbage.

Det er måske netop derfor, frihed kan føles så sårbar. Men alternativet er at lade vores egen frygt bestemme over den, vi elsker. Og det ønsker jeg ikke. Måske er kærlighed ikke at sikre sig, at den anden bliver. Måske er kærlighed at skabe et hjem, den anden er fri til at vende tilbage til.