Hvad har 48 samtaler “Med hjertet på arbejde” lært mig?

Da jeg startede min podcast Med hjertet på arbejde i 2023, troede jeg, at jeg gav mikrofonen til andre.

Jeg ville møde mennesker, der havde noget på hjerte. Mennesker, der på hver deres måde havde lyttet til noget i sig selv og forsøgt at gå deres egen vej. Jeg ville hylde dem. Og bringe deres fortællinger videre til andre, som måske kunne finde genkendelse, håb eller inspiration i et andet menneskes levede liv.

48 samtaler senere har jeg opdaget, at der sker noget mere. Fortællingen bevæger ikke kun den, der lytter. Den kan også bevæge den, der fortæller. Flere af mine gæster har efterfølgende fortalt mig, at samtalen satte lys på noget i dem, som de ikke selv havde været bevidste om. Én beskrev ligefrem sin medvirken som skelsættende. Noget blev tydeligt for hende under samtalen, og hendes liv tog siden en drejning.

Det har gjort indtryk på mig. For jeg forbereder ikke mine samtaler med en lang række spørgsmål eller en plan for, hvor vi skal ende. Jeg forsøger snarere at skabe et rum, hvor vi kan være nysgerrige sammen. Jeg lytter. Spørger til det, jeg bliver nysgerrig på. Bliver lidt længere, når noget synes vigtigt. Og lader samtalen finde sin egen vej.

Måske er det netop dér, noget kan ske. Når vi får lov til at fortælle vores historie til et menneske, der virkelig lytter, hører vi måske også selv noget, vi ikke tidligere har hørt. En sammenhæng. Et mønster. En længsel. Noget, vi troede var et sidespor, men som pludselig viser sig at have været en del af vejen hele tiden.

Samtidig hører jeg fra mennesker, der lytter med, at de genkender sig selv i fortællingerne. Ikke nødvendigvis fordi deres liv ligner gæstens. Tværtimod. Jeg har talt med bestyrelsesmedlemmer og ledere. Kunstnere og kreative. Ansatte, selvstændige og iværksættere. Vores liv kan se vidt forskellige ud. Men når rollerne falder lidt væk, bliver noget andet synligt. Tvivlen. Længslen. Frygten for at være forkert. Ønsket om at høre til – og samtidig være tro mod sig selv.

Og måske er det noget af det vigtigste, de 48 samtaler har lært mig: Vi kan genkende utrolig meget af os selv i hinanden. Men vi kan ikke gå hinandens vej. Vi kan fortælle. Lytte. Spejle. Gå ved siden af. Men vi kan ikke vide, hvad der er rigtigt for et andet menneske.

Jeg har tidligere udgivet nye samtaler hver anden og senere hver tredje uge. Hen over sommeren blev rytmen langsommere. Og jeg har opdaget, at det passer mig godt. For Med hjertet på arbejde er noget, jeg laver, fordi jeg ikke kan lade være. Et rum, jeg ønsker at blive ved med at give – men på en måde, hvor der også er tid og liv omkring det.

Derfor vil jeg fremover udgive en ny samtale cirka én gang om måneden. Ikke for at holde en bestemt kadence. Men når der er en samtale, jeg har lyst til at bringe videre. For måske er det derfor, jeg bliver ved med at lave Med hjertet på arbejde. Ikke fordi mine gæster har fundet svaret. Men fordi deres fortællinger kan hjælpe os andre med at stille vores egne spørgsmål. Og måske høre vores egne svar lidt tydeligere.

Jeg troede, jeg gav mikrofonen til andre. I dag tror jeg snarere, jeg skaber et rum, hvor vi kan høre os selv gennem hinanden.