Vi møder sjældent hele mennesket

For nylig slog det mig, hvor ofte vi mennesker kommer til at reagere på hinandens reaktioner – uden egentlig at vide, hvad der ligger bag dem. Jeg har oplevet det mere end én gang. At møde et menneske, som virkede kort for hovedet. Kontrollerende. I forsvar. Måske endda lidt svært at være sammen med.

Min første impuls var at forholde mig til det, jeg så. Til tonen. Til ordene. Til energien mellem os. Men senere lærte jeg noget, som ændrede mit blik. I det ene tilfælde viste det sig, at et menneske stod midt i en dyb personlig krise. I et andet tilfælde fandt jeg først langt senere ud af, at der lå en livstruende sygdom bag den uro og det kontrolbehov, jeg havde mødt. Ingen af delene kunne jeg se dengang. Jeg så kun reaktionen. Ikke det, reaktionen stod ovenpå.

Vi møder hinandens reaktioner. Vi møder tonen. Vi møder irritationen. Forsvaret. Vreden. Afvisningen. Men meget sjældent møder vi det, som reaktionen står ovenpå. Den frygt. Den sorg. Den afmagt. Den bekymring. Det slid. Som måske allerede fylder et menneske længe før mødet med os.

Det fik mig til at tænke på, hvor mange konflikter der måske begynder med en misforståelse. Ikke fordi nogen ønsker konflikt. Men fordi vi reagerer på det, vi ser, uden at kende det, vi ikke ser.

Jeg øver mig på at huske noget enkelt:

“Når et menneske reagerer stærkt, er der næsten altid mere på spil, end jeg forstår.”

Ikke for at undskylde enhver adfærd. Men for at møde den med lidt mere nysgerrighed. Lidt mere ydmyghed. Og lidt mindre sikkerhed på, at jeg kender hele historien.