Har vi fået tunnelsyn eller har vi modet til at lede fra hjertet?

Hvilken relevans har det på LinkedIn? Det får mig til at reflektere over, at det er, som om erhvervslivet ikke længere rummer ”det hele menneske”, men udelukkende fokuserer på de resultater, der bliver skabt.

Jeg har oplevet ikke at blive rummet som ”det hele menneske”. Ikke af mine kollegaer, men af dem over mig. Af bestyrelsen. Af ejerne. De var ikke klar til at rumme mig. Pengene var vigtigere, og jeg var blot en lille brik i et større billede. Siden hen forstod jeg, at det handlede ikke om dem, men om mig. At jeg ikke havde været tydelig omkring mine grænser, mine behov og min sandhed. For at blive rummet, kræver det, at jeg kan rumme mig selv. Hele mig selv.

Det har hjulpet mig til at få øjnene op for de systemer og strukturer, som vi arbejder under. Som mange steder gør, at vi ikke har plads til at være det menneske, som vi egentlig hver især er. Vi er hver især helt unikke – lige som blomsterne i et bed. Vi har hver især forskellige behov, forskellige forudsætninger og er her alle af forskellige årsager. Alligevel så leder vi i erhvervslivet, som om vi alle er ens. Som om vi er en arbejdskraft, der står ved et samlebånd og blot skal indordne os. Når noget bliver svært, skal vi være professionelle. Mange af os har svært ved at være i ubehag. Så når noget er svært og ubehageligt, skynder vi os at handle. Griber til de hurtige løsninger, fordi vi er i frys-mode og har fået tunnelsyn. Vi tror, vores sandhed er sandheden. Så når én ser og siger noget andet, bliver personen gjort forkert og dømt ude. Det får resten af flokken til at rette ind, fordi vi som mennesker ønsker at være en del af flokken.

”Der er koldt på toppen” bliver der ofte sagt i erhvervslivet, nærmest som en undskyldning.  For hvad kan du forvente andet, når du begiver dig til tops og påtager dig et lederjob, men hvem bestemmer egentlig, at man skal være kold og kynisk uden hjerte for at være leder, direktør, bestyrelsesmedlem og ejer af en virksomhed? Det er jo ikke sandt – i hvert fald ikke for mig.

”Det er et spørgsmål om at kunne klare mosten” har jeg også fået at vide, som for mig betyder at klemme ballerne sammen og kæmpe, men hvem bestemmer egentlig, at det skal være en kamp?

Som kvinde har jeg også været i kamp. Kæmpet for at overleve og for at bevise mit værd. Jeg mærker, at jeg nu har sluttet fred med min vrede, fordi det er gået op for mig, at al den uretfærdighed stammer af uvidenhed. Vi mennesker ved ikke bedre, vi gør hver især det bedste, vi kan med den bagage, vi har med os.

Kun når vi tør træde frem med al vores sårbarhed og dele det, som vores hjerte banker for, er vi hjertemodige og kan inspirere og lyse for alle andre. På den måde får vi kultiveret hjertemodet til at turde være den, vi er og tage modige skridt her i livet. Skridt for skridt vil det sprede sig som ringe i vandet.

🙏🏻Foto af Bruno fra Unsplash