Det rene liv

25. februar 2025

For nogle uger siden var jeg på rejse i Costa Rica og oplevede fattigdom gå hånd i hånd med at leve i harmoni med naturen. Deres tilgang til livet, Pura Vida, det rene liv, som handler om at nyde livet og samtidig også gøre det rigtige.

Det vækkede min nysgerrighed, fordi jeg ofte her i Danmark er blevet mødt af, at vi skal tjene pengene, før vi kan gøre godt; og vi kan kun gøre godt, når vi har råd til det. Vi skal have økonomisk overskud, men hvorfor kommer noget mon før noget andet? Og er det virkelig modsætningsfyldt eller to sider af samme sag?

I Costa Rica tager de sig råd til det. Eksempelvis besøgte vi en kaffefarm, som er optaget af at skabe bedst mulig grobund for kaffeplanterne samt mest gunstige vækstbetingelser, så de får den bedst mulige smag frem i kaffebønnerne. Det betyder bl.a., at de ikke har mono kultur, men kaffeplanterne står blandt andre træer, som kan hjælpe med at skabe skygge og andre planter og buske, som tiltrækker insekter, der er gunstige for kaffeplanterne.

Det er ganske vist ikke mest effektivt, fordi det betyder, at kaffeplanterne skal høstes manuelt over flere gange, men det betyder, at kaffeplanterne trives bedre, og det afspejler sig i smagen.

De har truffet et bevidst valg om kvalitet fremfor kvantitet, selvom det gør deres arbejde mere besværligt, fordi de har erkendt, at de er nødt til at arbejde sammen med naturen, som er så meget stærkere og mere kraftfuld end vi er. At vi er nødt til at drive forretning i tæt samarbejde med naturen, og det går hånd i hånd fremfor at være to modsætninger.

Tilbage i Danmark får jeg lyst til at stille spørgsmålet: hvornår har vi mon tjent nok? Hvornår er nok nok? Og får vi nogensinde nok – eller er det frygten for at mangle, som styrer os og afholder os fra at tage ansvar?

Måske handler det i stedet om, at vi aktivt skal beslutte os for at drive forretning på en bedre måde. At leve på en bedre måde. At nyde, mens vi yder. Tage os råd og insistere på, at der findes en anden vej. En bedre vej – for os alle sammen.

Hvad ville der mon ske, hvis vi var lige så modige, som de er i Costa Rica og turde satse på ”både og”?

"I vores søgen efter balance og visdom finder vi trivsel og frihed."

Dit formål

Den feminine udfoldelse handler om at være til stede i vores sansning, at trække på vores urkraft og at nærme os livet med tillid og formål.