Det var bare bøgetræet

Det er længe siden, jeg har sovet alene ude. Forleden gjorde jeg det igen. To nætter i vores camper på en tur gennem Jylland.

Den første nat fandt jeg et smukt sted i naturen. Men midt om natten vågnede jeg ved, at en bil parkerede tæt på mig. Med ét var mit nervesystem lysvågent. Hvem er det? Hvad laver de her? Skal jeg være bekymret? Bilen kørte igen. Men kroppen blev vågen længe efter.

Næste aften valgte jeg et sted med lidt gadebelysning. Stadig midt i naturen, men med en anelse mere menneskeligt lys omkring mig. Jeg sad i camperen med en kop te og en bog, da jeg hørte en mærkelig lyd udenfor. Jeg lyttede. Stilhed. Så lyden igen. Og straks var kroppen på vagt. Er der nogen derude? Jeg lyttede. Beroligede mig selv. Faldt til ro.

Og så, lidt senere, begyndte natuglen at tude. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Som om natten selv mindede mig om: Du er ikke alene herude. Der er liv omkring dig. Jeg sov dejligt den nat. Næste morgen opdagede jeg, hvad de mærkelige lyde havde været. Bog. Jeg havde parkeret under et stort bøgetræ, og i løbet af aftenen og natten var de små frugter faldet ned på camperens tag.

Jeg måtte smile igen. Mit nervesystem havde hørt en lyd og gjort præcis det, det er skabt til: forsøgt at forstå, om der var fare. Men det, jeg ikke vidste, havde min fantasi hurtigt forsøgt at udfylde. Der var ingen udenfor. Det var bare bøgetræet.

På vej hjem dagen efter tænkte jeg på, hvor hurtigt noget, der engang føltes naturligt, kan blive fremmed, når vi ikke gør det i lang tid. Måske er tryghed også en muskel. Ikke den slags tryghed, hvor jeg kan være sikker på, at intet uventet sker. Men den, der langsomt vokser, når jeg oplever: Jeg kan godt være her. Jeg kan godt mærke min uro uden straks at adlyde den. Jeg kan undersøge, berolige mig selv og falde til ro igen.

Min muskel var blevet lidt slap. Det opdagede jeg i mørket et sted i Jylland. Så måske skal jeg bare ud og sove lidt mere.