Livets cyklus

Jeg har i denne vinter for første gang forsøgt at kravle i vinterhi. At overgive mig til ro, fordybelse og en dyb væren, så jeg kunne skabe plads til integration. Det er ikke noget, jeg har gjort før. Tidligere havde jeg for travlt med min gøren og i virkeligheden nok været bange for roen. Stilstanden.

Når jeg i dag kigger tilbage på min erhvervskarriere, har jeg altid haft travlt. Travlt med at udføre mine missioner, som jeg har været på. Ja – mine jobs har været missioner. Jeg kunne se, hvad der skulle gøres, og så gik jeg i gang. Når jeg var færdig med missionen, så havde jeg travlt med at komme videre til næste mission.

Med årene havde jeg brug for længere og længere pauser mellem de forskellige missioner, fordi det sled mere og mere på mig. At engagere mig helhjertet i en virksomhed. At give alt, hvad jeg havde. At gøre alt hvad jeg kunne. Og så forfra igen. Nyt sted, nye mennesker og ny mission.

Jeg tror, jeg fik det første ”wake-up call”, da jeg opdagede, at jeg og mit arbejde var ligegyldigt, fordi bestyrelsen mistede tålmodigheden og valgte at sælge virksomheden – midt i en turnaround, hvor alle frø var i spiring. Alt, hvad jeg havde kæmpet for, var således spildt arbejde. Da mødte jeg grædemuren. Jeg mødte meningsløsheden.

Det næste ”wake-up call” kom, da jeg kort efter det første havde sagt ja til en ny lignende mission, som skulle vise sig at være umulig. Rammevilkårene gjorde det til en umulig opgave at løse. Jeg forsøgte at kæmpe mod rammevilkårene, og tabte. Det kom der en meget lang pause ud af. Jeg havde brug for at gøre noget helt andet og valgte at tage en ”time-out” i 1,5 år.

Nu har jeg så for nylig igen haft et ”wake-up call”. Denne gang i en situation, hvor jeg havde forsøgt at øve mig i at nyde efterklangen og ikke havde travlt med at skulle videre – tværtimod så var jeg ikke klar til at slippe. Alligevel hørte jeg kaldet, fordi rammevilkårene ændrede sig, og jeg vidste, at jeg ikke kunne ændre dem. Jeg mærkede tydeligt, hvad jeg står for og med de nye rammevilkår var jeg ikke den rigtige til at lede virksomheden videre frem.

Sorgen over at slippe noget, som jeg ved ikke er klar til at blive sluppet endnu. Skammen over at føle jeg svigter flokken, som har haft tillid til mig og den vej, jeg er gået.

Havde det været tidligere, ville jeg også have nævnt vreden over, at rammevilkårene ændrede sig. Nu mærker jeg, at rammevilkårene ændrer sig hele tiden, og det er ikke noget, vi kan gøre noget ved. Blot registrere, at de er ændrede og så mærke efter, hvad det gør ved os og kalder på fra os.

Jeg mærker mit sammenbrud. Det har været voldsomt og har krævet tid til at være med det. Derfor var denne vinterhi nødvendig for mig. Jeg begynder heldigvis også at mærke, at der efter et sammenbrud kommer et gennembrud. Sådan er naturens cyklus. Jo voldsommere sammenbrud – jo større gennembrud. Jeg fornemmer, der venter noget godt på den anden side og øver mig lige nu bare i at være, hvor jeg er. I vinterhi.