Med et ben i hver årstid

Der findes nogle dage på året, hvor årstiderne næsten synes at stå side om side. Solen kan stadig varme huden. Lyset kan et øjeblik føles som sommer. Og så trækker skyerne ind. Regnen falder. Aftenen kommer lidt tidligere. Som om efteråret forsigtigt lægger en hånd på vores skulder og minder os om: Nu vender vi.

Jeg holder af de overgange. Måske fordi de minder mig om, at livet sjældent skifter fra det ene til det andet på et bestemt klokkeslæt. Vi står ofte med et ben i det, der var, og et andet i det, der er ved at blive. Noget er stadig levende. Noget er allerede ved at slippe. Og midt imellem står vi.

Denne uge har jeg skrevet to fortællinger. Den ene kom til at hedde: Jeg sår håb. Den anden førte mig et helt andet sted hen. Ind i min egen høst. Jeg begyndte at se på alt det, jeg selv har samlet gennem et levet liv. Erfaringerne. Indsigterne. Det, der lykkedes. Det, der gjorde ondt. Det, jeg mistede. Det, jeg kom igennem. Alt det, der måske ikke føltes som en gave, mens jeg stod midt i det, men som alligevel har efterladt noget i mig. En erfaring. En større forståelse. En styrke, jeg ikke vidste, jeg havde.

Og mens jeg sad med min høst, mærkede jeg noget, jeg måske ikke altid har været lige god til: Taknemmelighed. Ikke den pæne taknemmelighed, der forsøger at gøre alt det svære godt. Noget af det svære ville jeg stadig gerne have været foruden. Men en taknemmelighed over at stå her. Med det hele. Over det, jeg har fået. Det, jeg har lært. De mennesker, jeg har mødt. Det, livet har taget fra mig. Og det, der på mærkværdig vis er vokset frem i mig bagefter.

Måske er det også dét, en høst er. Ikke kun at glæde sig over det, der blev, som vi håbede. Men at se på det, der faktisk voksede frem. Og tage imod det. Det får mig til at tænke på min anden fortælling. Jeg sår håb. For måske hænger de to bevægelser sammen. Måske er noget af det, vi sår videre i verden, netop det, livet allerede har ladet modne i os.

Erfaring kan blive til forståelse. Smerte kan nogle gange blive til større nænsomhed. Det, vi selv har savnet, kan blive noget, vi giver videre. Og det, vi har lært, kan måske blive et lille frø i et andet menneskes liv. Ikke fordi vi skal gøre alt, hvad der sker, meningsfuldt. Men fordi vi kan vælge, hvad vi gør med det, vi står tilbage med.

Jeg står lige nu med en mærkelig fornemmelse af både at høste og så. At tage imod det, der har været. Og samtidig lægge noget nyt i jorden uden at vide, om det spirer. Måske er det derfor, overgangen til efteråret rører mig. Naturen viser os begge bevægelser på én gang. Den slipper. Den høster. Den lader regnen skylle noget bort. Og samtidig falder frøene mod jorden. Ikke med en garanti for, hvad der kommer. Bare med muligheden.

Måske er det sådan, jeg gerne vil træde ind i efteråret. Ikke ved straks at spørge: Hvad skal der nu ske? Men ved et øjeblik at stå på tærsklen. Se tilbage på det, der blev givet. Mærke det, der er blevet mit. Takke for høsten.

Og så forsigtigt spørge: Hvad af det, livet har ladet modne i mig, har jeg lyst til at så videre?