Når kærlighed også er at give plads

Jeg har tænkt på, hvor let kærlighed kan komme til at ligne handling. Når vi holder af nogen, får vi lyst til at hjælpe. Når et menneske har det svært, får vi lyst til at gøre noget. Når vi kan se en mulighed, får vi lyst til at vise vejen. Det ligger så dybt i mange af os. Og måske særligt i dem af os, der er vant til at tage ansvar. Vi træder til. Holder. Løser. Bærer. Ofte med de bedste intentioner.

Men jeg er begyndt at blive nysgerrig på, om kærlighed nogle gange kalder på det modsatte. Ikke at trække sig væk. Men at give plads. Plads til, at et andet menneske selv kan mærke. Selv kan vælge. Selv kan prøve. Selv kan opdage, at det kan. Det er en fin balance. For hvornår er min hånd den støtte, et andet menneske har brug for? Og hvornår bliver min hånd den, der – uden at jeg ønsker det – kommer til at holde fast?

Jeg tror ikke, der findes et enkelt svar. Men måske er det netop derfor, omsorg kræver så meget nærvær. Vi må hele tiden lytte. Til den anden. Til situationen. Og til os selv. Naturen kan noget her, som jeg bliver ved med at vende tilbage til. Vi kan give en plante næring. Vi kan sørge for lys og vand. Vi kan beskytte den mod det værste vejr. Men vi kan ikke folde dens blade ud for den. Det må den selv.

Måske gælder det samme mellem mennesker. Vi kan ikke udfolde livet for hinanden. Og måske skal vi heller ikke. Vi kan være der. Skabe tryghed. Række en hånd frem. Tro på det, vi endnu kun aner i den anden. Og så langsomt give slip, når hånden ikke længere er nødvendig.

Jeg tror, jeg gennem en stor del af mit liv har forbundet ansvar med at gøre. At tage ansvar var at træde frem. Handle. Få noget til at ske. I disse år er jeg ved at opdage en anden side af ansvar. At det nogle gange også er at kunne blive stående uden at overtage. At have tillid til, at noget godt kan opstå, som jeg ikke selv har skabt. At lade andre bære. At lade livet bevæge sig.

Måske er det også dét, jeg mener, når jeg bruger ordene: Udfolde liv. Ikke at forme livet efter vores forestilling om, hvad det skal blive til. Men at skabe gode nok betingelser til, at det, der allerede lever, kan finde sin egen form. Og måske er noget af det kærligste, vi kan sige til et andet menneske derfor ikke: Lad mig gøre det for dig.

Men: Jeg er her. Jeg tror på dig. Prøv selv.